Siemens-tog sætter Danmarksrekord

Wednesday, November 07, 2018

Den nye jernbane mellem København og Ringsted bliver i disse dage genstand for en hastighedsrekord for danske tog. Med 250 km/t vil et Siemens-lokomotiv teste den nye banestrækning, der strækker sig 60 kilometer over Sjælland.

Aldrig er der blevet kørt så hurtigt med tog i Danmark. For når Siemens Taurus-lokomotivet i disse dage får lov at strække fuldt ud på den nyanlagte banestrækning, kommer det til at foregå med 250 kilometer i timen. Den nye banestrækning, der netop er åbnet for test, er elektrisk og lokomotiverne kører på grøn strøm.

”Det er lidt af en milepæl for danske togpassagerer. Den øgede hastighed på de danske skinner vil selvsagt resultere i kortere rejsetid og de moderne tog der findes i dag, kan sagtens levere en god og komfortabel rejseoplevelse, også ved de høje hastigheder. Så det er en god nyhed for den kollektive trafik i Danmark for de mange pendlere, der skal tværs over Sjælland i fremtiden. Vi er stolte over at kunne bidrage til udviklingen af den kollektive trafik i Danmark,” siger Steen Nørby Nielsen, der er direktør for Siemens Mobility i Norden.

Siemens Taurus tog
Testkørslerne kommer til at køre i dagtimerne frem til julen 2018.



Rasmus Windfeld 

 rasmus.windfeld@siemens.com