Unik energirenovering i Guldborgsund

Guldborgsunds borgere kan glæde sig over et bedre indeklima i skoler og daginstitutioner og årlige energibesparelser på 12 mio. kr. med en af Danmarks største energirenoveringsaftaler.

Garanterede besparelser finansierer energirenoveringen

Guldborgsund Kommune er med sine 61.000 indbyggere og 325 offentlige bygninger, mm. et eksempel på en kommune, der har indgået en af Danmarks største energirenoveringsaftaler med Siemens. Aftalen er et såkaldt "ESCO-projekt".

Den omfattende energirenovering garanterer Guldborgsund energibesparelser med en reduktion af strømforbruget på 25 %, 20 % af varmeforbruget og 5 % af vandforbruget. Det giver kommunen årlige besparelser på 12 mio. kr., som skal finansiere hele investeringen.

Efter tilbagebetalingstiden på 12 år kan borgerne glæde sig over et større budget til nye tiltag i kommunens daginstitutioner, biblioteker, sportshaller, skoler m.v.

 

 

Klimaorienteret undervisningsmateriale til børn og voksne

Indtil nu har denne form for ESCO-projekt aldrig før været set i Danmark, fordi aftalen ikke alene handler om forbedring af energiforbrug og indeklima. Den indeholder også en adfærdsændrende kampagne.

Gennem specialudviklet undervisningsmateriale, animerede film og e-læringsportaler målrettet henholdsvis børn og voksne engagerer man for første gang hele kommunes befolkning i de grønne tiltag. Her vil kommunens ansatte, borgere og skoleelever lære at leve mere klimaorienteret i dagligdagen.

 


En bæredygtig fremtid

Hensigten er at skabe en bred og langvarig effekt ved at kombinere energirenoveringen med en adfærdskampagne, da begge tiltag supplerer hinanden og tilsammen fremmer en bæredygtig fremtid.

#BæredygtigtDK